Jeg kan huske at vi kørte rundt på knallerter hver weekend for at komme til fest. Vi kørte nogen gange 15 km i snestorm for at komme til den fest med lige præcis de unge, som vi brændte for at være sammen med. Vi var drevet af det sociale, vi var drevet at den spejling unge søger for at finde deres egen vej og identitet. Vi var drevet af at føle os valgt til, og være en der var værd at være sammen med. Vi var drevet af at mærke livet – nogen gange på kanten. Vi var drevet af spænding, kærlighed og lyst. Skulle jeg blive hjemme blot en eneste weekend var jeg ved at gå op i limningen.

Jeg synes, det er så synd for de unge mennesker i denne Coronatid. De må pakke sig selv sammen. De må begrænse sig. De forhindres i den sociale udvikling og jeg synes faktisk, at de klarer det langt over det man kan forvente. De fleste respekter restriktionerne og det er prisværdigt.

Jeg håber snart det er overstået, med de mange begrænsninger. Modløshed og depression ligger på lur.

Kære unge mennesker – husk at snakke med nogen om det svære ved at skulle begrænse sig – hold ud lidt endnu – og tak fordi også I passer på os alle sammen.

Hanne Lynge

Ungbo-odense